Fremtid i velfærd
Leden ved privatisering og forringelse af den offentlige sektor er
voldsom. SiDs forbundsledelse forsøger nu at komme det betrængte
Socialdemokrati til undsætning med et forslag om en tænkepause i den
fortsatte privatiseringsbølge.
De ældre misrøgtes og ydmyges. Daginstitutioner i flere af landets
kommuner er overladt til ISS. Det er sundhedsfarligt at blive indlagt på
hospitaler. De offentlige transportmidler - som ikke længere er
offentligt ejet - kører som vinden blæser. I takt med forringelserne er
der indført brugerbetaling på en lang række områder.
De eneste offentlige områder, der ikke bliver berørt er magthavernes væsentlige
redskaber, eksempelvis deres undertrykkelsesapparat: Militær og politi.
Magthavernes økonomiske omfordelingsredskab, skattevæsenet, får omlagt
ressourcerne, så menigmands fradragsmuligheder bliver
"forenklet" (læs: reduceret), mens der ikke er tid til at
kontrollere monopolernes regnskaber.
Privatiseringen har voldsom social slagside. De rige har adgang til
privathospitaler, privatskoler osv. Arbejdende og arbejdsløse er hensat
til en offentlig misrøgt på alle felter.
Den etablerede socialdemokratiske fagbevægelse har bistået denne
udvikling med argumentet, at det er sundt med konkurrence. Det sunde ved
konkurrencen er altid blevet aflæst på bundlinien af regnskaberne.
Profitten ved driften er det afgørende, og konsekvensen har brugerne og
de ansatte betalt.
Leden ved privatisering og forringelse af den offentlige sektor i al
almindelighed er voldsom. Skruen har fået nogle ekstra omdrejninger under
de sidste ni års regering. SiDs forbundsledelse forsøger nu at komme det
betrængte Socialdemokrati til undsætning med et forslag om en tænkepause
i den fortsatte privatiseringsbølge.
Redningsplanken, udarbejdet som en rapport, bærer titlen:
"Fremtid i velfærd". Rapporten tager afstand fra Venstres åbenlyse
liberaliseringspoltik uden at nævne de sidste ni års regeringstiltag.
For at understrege det uhyggelige for brugere af og ansatte i det
offentlige har SiD suppleret rapporten med et uddybet kompendium om
konsekvenserne fra privatisering i New Zealand. Hvorfor SiD har fundet det
nødvendigt at foretage en ½ jordomrejse for at understøtte
grusomhederne, står hen i det uvisse; men måske det hænger sammen med,
at den lokale andedam stinker nok i forvejen.
Nyrup har sat privatiseringsrekord i sine 9 år. Det er her, at 49% af
Post Danmarks aktier er solgt fra, at DSB-Gods er privatiseret. Det var
socialdemokratiske trafikministre, der kørte Combus i sænk, og solgte
selskabet for én krone til det britiske monopolselskab Arriva osv. osv.
Der var i Schlüters regeringstid i 80´erne, at bølgen tog fart i tråd
med EFs almindelige strategi og diktater. Det er heller ikke nogen
hemmelighed, at fagbevægelsens ledere gav modstanderne begrænset mæle.
Det er også et faktum, at de samme ledere - efter Nyrup var trådt til -
stak kniven i ryggen på deres medlemmer, når de konfliktede for
arbejdsplads og -forhold. Rengøringsdamerne på Rigshospitalet kan huske
det. RiBuschaufførerne og den omfangsrige solidaritetsbevægelse kan
huske det.
Fremtid i velfærd tager sit afsæt i, at vi har lige adgang til
uddannelse, lægehjælp - alle samfundets ydelser:
"Den lige adgang er et fundamentalt element ved den danske model, og
det ligger dybt i danskernes bevidsthed, at sådan ønsker de det
fremover".
SiD har så enestående ret i, at ønsket, behovet og kravet er, at sådan
skal det være.
Forbundet har lige så uret i, at det er den danske model. Den er
afskaffet. Der eksisterer ingen lige adgang.
Fagbevægelsens ledere har faktisk egenhændigt spillet en afgørende
rolle for at undergrave den lige ret til en værdig alderdom. Gennem de
sidste 15 år har de ihærdigt arbejdet på opbygningen af
arbejdsmarkedspensioner, hvis formuer de selv er med til at administrere
og profitere af. Det er blot et faktum, at de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere
derved er overladt til en alderdom i yderste nød.
SiD spiller med deres forslag til en tænkepause forbundets sædvanlige
rolle, som venstresocialdemokrater, der skal give ustabile vælgere i og
omkring arbejderklassen et alibi for igen at stemme på Nyrup & Co.
Den snarlige forbundskongres vil blive i samme sags tjeneste. Men det er
for tykt.
En tænkepause få måneder før Nyrup er tvunget til at udskrive valg har
til formål at gi´ Socialdemokratiet fire år mere; men det vil ikke løse
elendighederne. Det vil Venstre og de åbent borgerlige heller ikke.
Det er op til arbejderklassens solidaritet og kampvilje i hele dens bredde
at via protester, aktioner og enhed at gøre op med privatiseringsbølgen.
Tilbage
til oversigten
6 timers arbejdsdag og 6 ugers ferie
Omkring en million arbejdere er sat uden for arbejdsmarkedet. 150.000
af disse er officielt registrerede arbejdsløse med ret til
dagpengeydelse, der svarer til en aflønning på 80 kr. i timen. Resten er
hensat til førtidspension, orlovsydelse, kontanthjælp eller ægtefælles
forsørgelse.
Omkring 1½ million har i dag en lønindkomst og tilknytning til
arbejdsmarkedet.
Netop tilhørsforholdet til arbejdsmarkedet bliver stadig vanskeligere.
Det er ikke kun rationaliseringer, firmaflytninger, konkurser og lignende,
der truer arbejdspladserne. Det er i lige så høj grad nedslidningen og
helbredet, der i takt med en forøget udbytning sættes over styr,
hvorefter man stødes ud og placeres i en situation på overførselsindkomst.
Den ugentlige arbejdstid har været og er stigende. Hver tredje
specialarbejder arbejder mere end overenskomstens fastlagte arbejdstid.
Knap halvdelen af samfundets arbejdsdygtige er sat uden for
arbejdsmarkedet, mens den resterende halvdel nedslides. Det er
arbejderklassens skattekroner, der financierer cirkuset.
Det er kun magthavernes jagt på profitter, der kan erklære, at der er
fornuft og logik i dette.
Det harmonerer ikke!
Vore faglige ledere har i samarbejde med arbejdsgiverne sidste år
implementeret EU´s direktiv om en arbejdsuge på maksimalt 48 timer.
Det interessante er ikke så meget den maksimale ”overligger”, fordi
den overholdes ikke. Omkring 25.000 SiD´ere har en længere arbejdsuge!
Det interessante er, at arbejdsgiverne med direktivet har fået et redskab
til at presse arbejdstiden så højt op.
Gennem de seneste årtier har fagbevægelsens top støt og stabilt
godtaget totalt fleksible arbejdstidsordninger, der med få varselsregler
giver arbejdsgiverne fuld udnyttelse af arbejdskraften.
Når nedslidningen er indtruffet, er der opfundet skånejob og fleksjob i
det ”rummelige arbejdsmarked”, så den sidste dråbe kan suges ud. Ved
denne lovgivning sad fagtoppen også med ved bordet.
For et par måneder siden slap LO´s næstformand, Tine Brøndum, så
en prøveballon op:
- Med indførsel af en livsarbejdstid bør der gives plads til en
arbejdsuge på 55 timer!
Den blev skudt ned – for øjeblikket! Men det er en kendsgerning, at
ordningen eksisterer i Tyskland, og EU arbejder for at udvide den til det
øvrige EU. Det er en kendsgerning, at Tine Brøndum og LO vil støtte
dette projekt.
Denne fagtop varetager ikke arbejderklassens interesser.
Det harmonerer ikke!
Det var derfor forløsende, at fagligt kampvillige kræfter på et
tillidsmandsmøde i København for tre uger siden satte ”fremtidens
arbejdstidskrav” til debat. Her blev der sat en pæl gennem Tine Brøndums
EU-politik. Svarene fra de fremmødte tillidsfolk var ikke til at tage
fejl af:
- Vi kræver 6 timers arbejdsdag og 6 ugers ferie med fuld løn og
personalekompensation. Strejkevåbenet er vores redskab – mere nødvendigt
end nogensinde før!
Det er simple krav, som bliver rejst stadig kraftigere på
arbejdspladserne og i den kæmpende del af fagbevægelsen. Det er
indlysende fornuftige krav i samfundsmæssig sammenhæng.
Det er ikke krav, der rejses fra LO-toppens side. Det er rejst nedefra og
skal gødes og bakkes op nedefra. Tiden er inde til, at hele
arbejderklassen samles om centrale og fælles hovedkrav. Kun på den måde
kan kampkraften bringes til udfoldelse og kravene sættes igennem.
Slagteriarbejderne har i dette forår med afvisning af to forslag til
overenskomstfornyelser vist, at det kan lade sig gøre at trodse
arbejdsgivernes interesser. Deres våben var og er kampvilje og
solidaritet.
6 timers arbejdsdag og 6 ugers ferie vil trodse arbejdsgiverne,
regeringen, EU og andre, som varetager kapitalens interesser.
Derfor er det op til os alle:
Der må i de kommende år sættes alle sejl til for en kortere arbejdstid!
FJ
Tilbage
til oversigten
Den Kristelige Fagbevægelse - gul og giftig
Kristelig Fagforening og Kristelig Arbejdsløshedskasse, der betegner
sig som Den Kristelige Fagbevægelse, er i gang med en større
hvervekampagne med annoncer i aviser og ugeblade. Deri slår man på at
det er 'billigt' - men sammenligner direkte med HK/Handel og reklamerer
for, at man kan spare op til 1800 kr. om året ved at tilslutte sig de
kristelige.
Men de 'glemmer' at oplyse om, at Den Kristelige Fagbevægelse hviler på
et helt særligt princip: medlemmerne må ikke strejke eller konflikte.
Det er udtrykt således i en fællesaftale med Kristelig
Arbejdsgiverforening:
"Parterne forkaster principielt klassekampen og tilstræber i
samarbejde en fredelig løsning af sociale og faglige spørgsmål. Det
betyder, at der ikke må finde nogen form for arbejdsstandsning sted
(strejke, lockout, blokade og boykot)."
Kristelig Fagforening og A-kassen er 'gule' - de organiserer ikke på
klassebasis, men har både arbejdsgivere, funktionærer og arbejdere med
modsatrettede interesser som medlemmer i samme forening. Og de er giftige,
ikke bare fordi de snylter på de resultater, de øvrige arbejdende har
tilkæmpet sig i kampe og konflikter, hvor det stærkt beskårne strejkevåben
har været uundværligt, men også fordi de simpelthen søger at
undergrave og splitte arbejderbevægelsen og arbejderklassens
organisering.
De to 'kristelige' organisationers igangværende hvervekampagne har
sigte mod folk uden særlig religiøs holdning. I det stille støttes de
kraftigt af hele den åbent borgerlige side af det politiske spektrum, der
har opmuntret til en støt vækst, siden de blev oprettet som
splittelsesorganisationer i 70erne.
Der er ifølge deres egne opgivelser nu 65.000 medlemmer af
'fagforeningen' og 152.000 af A-kassen.
Tilbage
til oversigten
|